Det Osmanniske Rige
(699 – 1342 AH / 1300 – 1924 e.Kr.)
Det Osmanniske Rige står stolt midt i menneskets historie, efter at have båret islams banner i over seks århundreder, erobret Europa og Asien og etableret en stor stat for islam. Korsfarer-Europa frygtede og frygtede det i århundreder, og Europa fortsatte med at forberede sig på at eliminere det og ventede på mulighed efter mulighed. Imidlertid gav Det Osmanniske Rige og dets ledere dem slag efter slag, indtil, da osmannerne sank sammen, opgav det sande islamiske styre og tog magtmidlerne til sig, angreb korsfarer-Europa dem, rev dem fra hinanden og spredte frimureriet blandt sin ungdom og sine ledere, indtil det osmanniske kalifat faldt og blev afskaffet i hænderne på Mustafa Kemal Atatürk.
Det Osmanniske Rige var det land med flest islamiske erobringer efter Umayyad-riget. Osmannerne fornyede opfordringen til jihad og erobring og iværksatte erobringer i Europa og dele af Lilleasien. Den mest fremtrædende af disse erobringer var erobringen af Konstantinopel af Sultan Mehmed Erobreren i 857 AH / 1453 e.Kr. Det osmanniske kalifat tilskrives også erobringen af Centraleuropa, da osmannerne erobrede Balkan i 756 AH / 1355 e.Kr., og alle lande i Centraleuropa underkastede sig dem efter hinanden. Bulgarien blev erobret i 774 AH / 1372 e.Kr., Serbien blev erobret i 788 AH / 1386 e.Kr., Bosnien-Hercegovina i 792 AH / 1389 e.Kr., samt Kroatien, Albanien, Beograd og Ungarn. De osmanniske hære, anført af Sultan Suleiman den Prægtige, nåede Wiens mure og belejrede den i 936 AH / 1529 e.Kr., men var ude af stand til at erobre den. Ligeledes belejrede de osmanniske hære Wien mere end et hundrede og halvtreds år senere i 1094 AH / 1683 e.Kr. under Sultan Mehmed IV's regeringstid.
De fleste af disse lande forblev i muslimske hænder og underlagt det osmanniske kalifat i hele dets magtperiode. De begyndte dog gradvist at falde fra hinanden, da det osmanniske rige gik ind i en periode med svaghed. I 1337 e.H. (1918 e.Kr.) havde det osmanniske kalifat intet andet tilbageværende territorium på det europæiske kontinent undtagen byen Istanbul. Den langvarige tilstedeværelse af disse europæiske regioner under det osmanniske kalifat betød, at hele regioner fik muslimsk flertal, såsom Makedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina og store muslimske samfund i Bulgarien, Rumænien og Montenegro.
Konverteringen af de fleste indbyggere i de regioner, der kontrolleredes af osmannerne, til islam skyldes osmannernes retfærdige og lige behandling af den muslimske befolkning. En svag, fattig landsbyboer kunne stige til de højeste og mest indflydelsesrige stillinger i det osmanniske rige, en form for social retfærdighed, der var umulig i datidens europæiske samfund. Sikkerhed erstattede konflikt og kaos i disse regioner, og Europa nød godt af den omhyggelige organisering af det osmanniske militær og dets administrative systemer, som primært var afhængige af effektivitet. Tilhængere af andre religioner, såsom kristendom og jødedom, nød også gavmild behandling i de regioner, der blev regeret af osmannerne i flere århundreder, hvis virkninger er tydeligt tydelige i den måde, disse samfund bevarer deres sprog, kulturer og religioner på den dag i dag.

Fra bogen "Uforglemmelige Lande" af Major Tamer Badr