Muslimer ændrede ikke realiteten af deres nederlag i tatarernes hænder, før nogen dukkede op og udstødte det smukke råb: "O Islam!" Gud den Almægtige gav Qutuz, må Gud forbarme sig over ham, dette ord til at opsummere hele hans liv og til at rette hans retfærdige soldaters og dem, der fulgte dem i retfærdighed, opmærksomheden mod det eneste banner, under hvilket nationen altid har stået og opnået sejr.
Men uanset hvor meget en leder forsøger at motivere sit folk med andet end islam, vil vi aldrig få succes. Allah den Almægtige nægter at give os sejr, medmindre vi holder os til Ham udadtil og indadtil. Vores ydre fremtoning er muslimsk, men vores indre fremtoning er muslimsk. Vores politik er muslimsk. Vores økonomi er muslimsk. Vores medier er muslimske. Vores retsvæsen er muslimsk. Vores hær er muslimsk. Dette er klart sådan her. Uden fortielse, undvigelse, frygt eller rædsel. Der er intet, vi skal skamme os over.
Den eneste måde at genoprette nationens og dens besatte landes tabte værdighed er gennem jihad, og vi har ingen anden vej. Guds Sendebud, må Gud velsigne ham og give ham fred, talte sandt, da han sagde: "Hvis I deltager i `inah-transaktioner, tager køernes haler, er tilfredse med landbrug og opgiver jihad, vil Gud pålægge jer en ydmygelse, som intet kan fjerne, før I vender tilbage til jeres religion." Guds Sendebud, må Gud velsigne ham og give ham fred, talte sandt.

Fra bogen "Uforglemmelige Lande" af Tamer Badr